Historie

Graabrødre Kloster midt i Odense by er et gammelt Franciskanerkloster – det største i Danmark – grundlagt af kong Erik Klippinge, der i 1279 skænkede sin kongelige gård, med tilhørende bygninger til Franciskanermunkene.

Ordenens grundlægger, Frans af Assisi, havde bestemt, at brødrene skulle være fælles om fattigdom og bodsøvelse, og så skulle de være ivrige forkyndere af evangeliet. Efter farven på deres ordensdragt blev franciskanerne kaldt graabrødre. 

Grundlaget for oprettelse af et kloster var oprindelig gaver fra kvinder og mænd, der tilhørte de øverste samfundslag – i Odense var det som nævnt selve kongen.

Klosterets besiddelser blev gennem århundreder væsentlig forøget med godsbesiddelser. Den kongelige støtte af Graabrødrene kulminerede med den fromme dronning Christine, kong Hans’ hustru, der allerede inden kongens død i 1513 foretrak at opholde sig på Næsbyhoved Slot, der var hendes livgeding. Hun var grebet af Frans af Assisi’ tanker og blev klosteret en god mæcen. Kongeparret bestemte, at Graabrødre Klosterkirke skulle være deres sidste hvilested og ikke Helligtrekongers kapel i Roskilde. I 1511 blev kongeparrets yngste søn, prins Frans, gravlagt foran højalteret i Klosterkirken, og to år senere blev kong Hans bisat ved siden af sønnen. En heftig strid med Roskilde Domkirkes gejstelighed om kongens hvilested blev først bilagt, da pave Leo X fastslog, at kongens begravelse i Odense skulle respekteres. Dronningen lod indrette et prægtigt gravkor med en række mindetavler, et stort stenepitafium med kongeparret og prins Frans i fuld figur samt en enestående fløjaltertavle. Udsmykningen blev forestået af dronningens hofkunstner Claus Berg fra Lübeck.

I 1521 blev dronning Christine gravsat i koret, og i 1559 fulgte sønnen Christian II. sine forældre. Fra gravkoret er der bevaret en mindetavle for prins Frans, det store stenepitafium samt den prægtige sengotiske altertavle med den kongelige familie afbildet på predellaen. 

Disse dele er nu i Sct. Knuds kirke, og rester fra de kongelige begravelser er nedsat under gulvet i domkirkens krypt.

 

Ved reformationen overgik klosteret til kronen, og ved et gavebrev af 27. oktober 1539 stadfæstede Christian III., at klosteret skulle være ”et meenigt Hospital og Syge-Huus i Vort Land Fyen”, og som sådan kom det til at fungere i 250 år. Klosterkirken var dog undtaget, idet den, allerede før gavebrevet blev udstedt, var overladt til Albani menighed til sognekirke. 

 

Klosterets besiddelser blev forøget betragteligt, allerede året efter at det overgik til hospital fik det tillagt Odense Sortebrødrekloster, Helligåndshuset, Helligåndskirken i Faaborg med tilhørende ejendomme og endelig Blangsted Hovedgaard med mølle samt to gårde i Killerup.

Ved fundats af 5. marts 1572 blev en oprettet kommunitet (bespisning af skolemester, 4 hørere samt 30 disciple) knyttet til hospitalet, og til vederlag blev der tillagt kongetiende af 43 fynske sogne. Hospitalsmesteren skulle forestå bespisningen, der omfattede ca. 100 personer, idet lemmernes antal var omkring 60. Tilsynet bestod af to forstandere, valgt af biskop, borgmester, råd- og sognepræster i Odense, fra 1619 var det alene biskop og lensmand (stiftsamtmand) der førte tilsyn.

I 1631 blev ”Doctors Boder” en stiftelse for 16 fattige kvinder, indlemmet i hospitalet (det var her H.C. Andersens moder var lem ved sin død i 1833). En anden privat stiftelse i Nørre Broby for 6 fattige, ifølge Kirstine Munks testamente, blev indlemmet i hospitalet i 1668. 

Hospitalet havde vidstrakte besiddelser, noget gods i Jylland var modtaget i 1587 fra Erik Bille, som bod for mordet på en fætter. 

 

Der blev foretaget mageskifte, idet en del købstadshuse i Odense og Faaborg blev ombyttet med bøndergods. Denne placering af formuen gjorde hospitalet afhængig af indtægter fra landbrug, og når disse svigtede, måtte antallet af lemmer reduceres. Forholdene bedredes i 1700-tallet, i 1745 var der 134, og i 1760 147 lemmer. I 1709 blev klosteret udvidet med en ”dårekiste”, som fik egen bygning i 1745, for først at blive nedlagt i 1888, hvor patienterne blev overført til Middelfart. 

Kostforplejningen blev i 1715 erstattet af en ugentlig pengeydelse, og samme år påbegyndtes bortsalg af jordegods, i 1861 var alt bortsolgt.

I 1793-96 blev der gennemført en omfattende modernisering af hospitalets indre, blandt andet en bedre vandforsyning og afskaffelse af de gamle skabssenge.

I 1868 indledtes en ny reformperiode med store bygningsændringer, og den 10. oktober 1879 fik en ny fundats kongelig approbation. Direktionen bestod fortsat af biskop og stiftsamtmand, og borgmester, byfoged (senere politimester) og sognepræsten ved Sct. Knuds kirke udgjorde inspektionen, mens den daglige ledelse påhviler en forstander. Til hospitalet blev der knyttet en præst, en degn og en læge. I fundatsen fastsættes antallet af beboere til 60 kvinder og 20 mænd, og som en særlig afdeling ”Doctors Boder” med 16 kvinder. 

En nybygning ”Nye Kloster” blev i 1871-72 opført på klosterkirkens plads med 24 pladser for enlige kvinder af ”den dannede Middelstand”.

 

I dag har hele klosteret 42 moderne lejligheder, dels store til ægtepar og dels mindre for enlige.

 

Klosterets bestyrelse består af biskoppen, stiftamtmanden og politidirektøren.

 

Bygninger

Bygningskomplekset minder stadig om det oprindelige kloster, men i tidens løb – specielt i 1800-tallet – er der gennemført store forandringer i de enkelte bygninger. Grundplanen viser dog stadig et firfløjet anlæg, hvis gård deles af en tværfløj.  

Kirken dannede klosterets sydfløj og har muligvis indeholdt dele af en kirke fra tiden kort efter grundlæggelsen i 1279, idet der omtales en kirkeindvielse i 1288. Den færdigbyggede kirke stammede dog fra 1300-tallets første halvdel og betegnedes ved indvielsen i 1343 som ”fuldendt”. Det var en toskibet kirke med tresidet afsluttet kor i hovedskibets bredde og i det indre overhvælvet, hoved- og sideskib havde 6 og koret 3 fag hvælvinger. Senere i middelalderen blev kirken udvidet med et nordre sideskib, idet nordmuren blev gennembrudt med arkader, og den udenfor liggende smalle korsgang blev inddraget. Et lille tårn blev opført omkring 1500 i det nordlige hjørne mellem skib og kor, og efter en fornyelse i 1635 blev tårnet forsynet med et slankt spir. Formodentlig da kirken blev sognekirke var der opført et våbenhus på sydsiden.

1539-1618 var klosterkirken sognekirke for Albani menighed, men blev derefter kun brugt til begravelser.

Da det var klosteret, som skulle vedligeholde kirken, blev den efterhånden, på grund af svigtende indtægter, stærkt forfalden, og i 1805 gav en kongelig resolution tilladelse til nedrivning. Kirken blev i nogle år herefter brugt som militært depot, blandt andet af de spanske tropper i 1808-09, og endelig blev kirken nedbrudt i 1817-19. I den nuværende klosterkirkes sydgavl er der bevaret rester af nordmuren fra den oprindelige klosterkirkes kor.

Mens kirken er nedbrudt, er klosterets øvrige bygninger hovedsalig bevaret, dog i stærkt ombygget skikkelse. Den sydlige klostergård, der var munkenes og senere hospitalets kirkegård, var omkranset af en krydshvælvet korsgang med spidsbuede åbninger ind mod gården. Af denne korsgang er der i dag kun bevaret de 6 østligste fag af den nordre gang, der gør tjeneste som våbenhus for den nuværende klosterkirke. Den vestlige korsgang, der udgjorde en selvstændig bygning forsvandt i 1793 samtidig med, at den nordre korsgang blev afkortet og den østlige nedrevet.


Den sydlige del af korsgangen var som nævnt allerede i senmiddelalderen indlemmet i kirken, som nordre sideskib, forsvandt med kirkens nedrivning. Østfløjen, i to stolværk, med den nuværende klosterkirke i den sydlige del, afslutter stadig klosteret i hele dets længde. Den nordre gård ”Rosenhaven” ( tidligere benævnt ”Brøndgården”) afgrænses i syd af tværfløjen og i øst af den fælles østfløj.

Nordfløjen, ligeledes i to stokværk, består af 2 ulige brede dele, hvoraf den østlige, smallere del har bevaret små nicher i syd- og nordvæggen. Gården lukkes mod vest af en fløj i to stokværk, og i kælderen herunder findes klosterets gamle brønd. Af disse bygninger, der alle er opført med ydermure af munkesten i munkeforbandt, er østfløjen, tværfløjen og korsgangen ældst, yngre er den oprindelige selvstændige vestfløj, og yngst er nordfløjen.

I vanskelige tider måtte der som nævnt spares på vedligeholdelsen, så bygningerne var udsat for forfald. Fynbo Landsting havde lokale i tværfløjen i 1631-1705 og flyttede, fordi det var ”et fugtigt, gammelt og forfaldent øde sted”.

I 1768 blev den såkaldte mandfolkefløj opført øst for kirkefløjen (senere benævnt sygefløjen) og 1793-96 blev der gennemført fornyelse. Det meste af den nordre korsgang fjernedes, og den vestlige del af tværfløjen, der oprindelig var i et stokværk, blev forhøjet, og rumfordelingen blev ændret, og der blev indrettet særlige sygestuer, så hospitalet kom til at svare til tidens krav.

Nye kloster blev opført i 1871-72 på den gamle klosterkirkes grund, og 1868-76 blev der foretaget en omfattende restaurering af de eksisterende bygninger.

I det ydre blev pudsen fjernet fra facaderne, gavlene blev forsynet med kamtakker, og det indre blev fornyet, blandt andet blev der opsat kakkelovn.

Sygestuekirken i østfløjen blev restaureret, og her blev der indrettet kirke, der blev indsat spidsbuede vinduer i ydermurene, og inventaret blev fornyet. Et prægtigt korsbuekrucifiks, der var en væsentlig del af korudsmykningen i den gamle Graabrødre Klosterkirke, og som i 1806 blev overført til sygstuekirken, blev ophængt på den nye kirkes østvæg, hvor det hænger den dag i dag.

I 1970 blev der gennemført en omfattende istandsættelse af klosterets ydre med nye tegltage, og i det indre blev indrettet lejligheder, som gennem de sidste ti år er blevet moderniseret og sammenlagt til større lejligheder.

 

/2008